Fortrydelsesret
Fortrydelsesret
Du har 14 dages fuld fortrydelsesret på varer købt i vores webshop. Du behøver ikke give en begrundelse — men vi bliver glade, hvis du vil fortælle os hvorfor. Det er sådan, vi finder ud af, om der er noget, vi kan gøre bedre.
Ud over de 14 lovbestemte dage tager vi varer retur i op til 60 dage. Det er en ekstra service, vi giver frivilligt — vilkårene står længere nede under “Udvidet returret i 60 dage”.
Fristen løber fra den dag, du får varen i fysisk besiddelse. Består din ordre af flere varer, der leveres hver for sig, løber fristen fra den dag, du modtager den sidste vare. Leveres en vare i flere partier eller dele, løber fristen fra den dag, du modtager det sidste parti eller den sidste del.
Sådan fortryder du
Du kan gøre det på to måder, og de gælder lige meget:
I vores returportal. Er du logget ind, ligger den under Mine ordrer på den enkelte ordre. Har du handlet som gæst, er der et link i den mail, du fik, da pakken blev sendt. Her vælger du selv hvilke varer og hvor mange, og du kan bestille en returlabel i samme bevægelse.
Pr. mail til kontakt@garnogtraad.dk. Oplys dit ordrenummer og hvilke varer du fortryder.
Begge veje er en gyldig meddelelse om, at du fortryder, og det er tidspunktet for meddelelsen der tæller — ikke tidspunktet hvor varen kommer retur til os. Du er også velkommen til at bruge den lovpligtige standardfortrydelsesformular, men det er ikke et krav.
Det er ikke nok at nægte at modtage pakken eller lade være med at hente den i pakkeshoppen. Fortrydelsen skal meddeles os.
Fortryder du, efter ordren er pakket: skriv til os med det samme på kontakt@garnogtraad.dk. Har vi allerede bestilt fragtlabel, men når vi din mail, inden pakken er overdraget til DAO eller GLS, kan vi måske nå at stoppe afsendelsen — og så slipper du for at sende varen retur. Vi kan ikke love det, for det afhænger af, om vi ser mailen i tide. Derfor er mail hurtigere end at vente på at kunne ringe.
Returnering
Der er to frister, og begge skal overholdes:
Du skal give os besked om, at du fortryder, senest 14 dage efter du har modtaget varen.
Varen skal være indleveret til fragtfirmaet eller afleveret personligt hos os senest 14 dage efter, du har givet os besked.
Du afholder selv omkostningerne ved returforsendelsen. Gem kvitteringen fra pakkeshoppen — den er din dokumentation for, at fristen er overholdt.
Pak varen forsvarligt ind. Du bærer risikoen for varen fra den blev leveret til dig, og indtil vi har modtaget den retur — så gem kvitteringen for forsendelsen.
Returvaren skal sendes til én af disse to adresser:
Garn og Tråd ApS, Turøvej 23, 4100 Ringsted
Pakkeshop: OK Plus Slimminge, Ringstedvej 669, 4100 Ringsted
Returforsendelser sendt til andre adresser bliver ikke modtaget, og et eventuelt tab er dit. Vil du aflevere personligt på vores adresse, skal det aftales med os på forhånd.
Vi modtager ikke pakker sendt pr. efterkrav.
Varer der ikke er omfattet af fortrydelsesretten
Varer fremstillet efter dine specifikationer eller med et tydeligt personligt præg.
Varer, der efter deres art bliver uløseligt blandet sammen med andre ved levering.
Varer, hvor en forsegling er brudt, og varen af sundheds- eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnet til at blive returneret.
Digitalt indhold uden fysisk medium, når du udtrykkeligt har givet samtykke til at leveringen påbegyndes, og anerkendt at du dermed mister din fortrydelsesret.
Garn du har prøvet
Du må gerne undersøge varen, som du ville gøre i en fysisk butik. For garn vil det sige, at du gerne må tage nøglet op, mærke på det og se farven i dagslys.
Du hæfter derimod for den værdiforringelse, der skyldes anden håndtering end den, der er nødvendig for at fastslå varens art og egenskaber. Har du viklet nøglet op, klippet i garnet eller strikket en prøve af det, kan det ikke sælges igen, og du får derfor kun en del af beløbet — eller intet — retur. Det samme gælder, hvis banderolen med farve- og partinummer er fjernet, for uden den kan vi ikke se hvilket parti garnet stammer fra.
Garn, der lugter — af for eksempel røg, parfume eller husdyr — kan heller ikke sælges igen. Opbevar derfor varen, som du modtog den, indtil du har besluttet dig.
Hvis pakken kommer retur uden at være fortrudt
Nægter du at modtage pakken, eller henter du den ikke i pakkeshoppen, sender fragtfirmaet den retur til os, og vi behandler ordren som fortrudt. Vi modregner den faktiske omkostning ved returforsendelsen i det beløb, du får tilbage — også hvis du havde fri fragt på ordren.
Udvidet returret i 60 dage
Ud over den lovbestemte fortrydelsesret tilbyder vi, at du kan returnere varer i op til 60 dage fra den dag, du modtog dem. Det er en ekstra service, vi giver frivilligt, og den gælder på disse vilkår:
Varen skal være i samme stand som ved den lovbestemte fortrydelsesret — reglerne om værdiforringelse længere oppe gælder også her.
Du betaler selv returforsendelsen.
Fragten for den oprindelige levering refunderes ikke.
Skriv til os, inden du sender varen, så vi ved, den er på vej.
Bruger du din fortrydelsesret inden for de første 14 dage, gælder de almindelige regler ovenfor — dem kan den udvidede returret ikke forringe.
Er de 60 dage gået, må du meget gerne skrive til os alligevel. Du har ikke krav på at få varen taget retur på det tidspunkt, og vi kan ikke love noget på forhånd — men vi hører gerne fra dig. Tager vi en vare retur efter de 60 dage, får du et tilgodebevis, der gælder i 3 år. Er varen defekt eller forkert, får du selvfølgelig pengene tilbage.
Har vi aftalt en senere returdato med dig, kan du bruge returportalen frem til den dato — også her afregnes varer, du fortryder, som tilgodebevis.
Tilbagebetaling
Fortryder du dit køb, får du det beløb tilbage, du har betalt — fratrukket en eventuel værdiforringelse, du hæfter for.
Vi betaler først tilbage, når vi har modtaget varen retur og har set den efter for værdiforringelse. Kan du dokumentere, at varen er sendt retur — for eksempel med kvitteringen fra pakkeshoppen — betaler vi dog senest 14 dage efter, vi har fået den dokumentation.
Pengene går tilbage med samme betalingsmiddel, som du brugte ved købet — medmindre du selv vælger et tilgodebevis, se nedenfor. Betalte du helt eller delvist med gavekort, går den del tilbage på gavekortet.
Fortryder du kun en del af ordren, refunderer vi ikke fragten for den oprindelige levering. Fortryder du hele ordren, refunderer vi fragten — dog højst hvad den billigste leveringsmetode, vi tilbød, ville have kostet.
Tilgodebevis i stedet for pengene
Vil du hellere handle igen senere, kan du vælge at få beløbet som et tilgodebevis i stedet for at få pengene tilbage. Det er altid dit eget valg — vælger du ikke noget, får du pengene.
Du vælger det i returportalen, når du anmelder returen, eller skriver det i din mail til os. Afleverer du varen på lagret, siger du det bare til os.
Tilgodebeviset lyder på det beløb, du ellers ville have fået tilbage — med de samme fradrag. Den del, der blev betalt med gavekort, går stadig tilbage på gavekortet.
Du får koden på mail, når vi har modtaget varen og godkendt returen. Du bruger den i kurven, i feltet til gavekort og tilgodebeviser, og du kan fordele den over flere køb.
Tilgodebeviset gælder i 3 år fra den dag, det er udstedt. Saldoen kan du altid se på gavekort-saldo
Skifter du mening, inden vi har afsluttet returen, så skriv til os — så får du pengene i stedet.
Spørgsmål
Er du i tvivl om noget, så skriv til os på kontakt@garnogtraad.dk, eller ring på 60 52 60 54. Vi vil hellere hjælpe dig med at finde det rigtige garn end at tage imod en returpakke.